2018-03-18 Tyge Fogh

Torsdag eftermiddag kl 14 forlod mine sekretærer Lisbet Adser og Bente Johannsen  og undertegnede klinikken i vanligt kontrolleret kaos og drog mod vest iført koreansk befordringsmiddel.
Det gik forbavsende glat og efter at have set mindst 100 stk. hjortevildt undervejs (Som chauffør så jeg ca 2 så jeg må tro på resten) landede vi på Trinity Kursuscenter et kæmpestenkast fra den gamle Lillebæltsbro efter lige godt 2 timers kørsel med overholdelse af alle fartgrænser.

For tidligt til øl, men god tid til en kop kaffe før Jægersprisfraktionen, Fred Hersbøll og Eva Henriksen fra bestyrelsen og sekretær Kirsten Pedersen og sygeplejerske Betina Sørensen ankom. Produktejer Morten Andersen og supporter Bente Kofoed fra CGM dukkede også op undervejs. Og endelig nåede suppleant Eva Schandorf også frem
Formand John prioriterede uforståeligt en familieforøgelse frem for årsmødet.
Og vi var i år ikke ramt af mandeinfluenza, men af kvindeinfluenza så Heidi Mühlbrandt fra bestyrelsen blev også hjemme.

Efter lidt snak og en øl (nogle andre end referenten) var vi godt sultne, men valgte pligtopfyldende at gå til bestyrelses- og afsluttende planlægningsmøde i stedet. Resten af de fremmødte blev i baren.
Bestyrelsesmødet var relativt hurtigt overstået. Formentlig grundet det beskedne antal deltagere 🙂 . Alt til morgendagens møde var næsten på plads.

Så var det spisetid. Desværre var der ikke reserveret bord til os, men til en ukendt forening kaldt “XMO Brugergruppe”. Alle havde dog sat sig og nægtede at flytte sig. Da bemeldte forening glimrede ved deres fravær, fik vi lov til at blive siddende. Og jeg måtte gå til receptionen og meddele at det var XMO BRUGERFORENING der havde tænkt sig at tilbringe de næste 20-24 timer på Trinity.
Maden og vinene var desuagtet glimrende. Så glimrende at effekten holdt sig til 8.50 næste dag, hvor min telefon ringede og hvor mon jeg blev af?

Jeg fik lige orienteret mig i forhallen, hvor Abena (Vi sælger næsten det hele), Medport (Vi integrerer diverse til XMO) og CGM (Program og hardware i store mængder) havde taget opstilling med hver deres stand. Stande der blev pænt besøgt i dagens løb. Hvad de fik solgt ved jeg ikke, men det ser ud til jeg vil blive punket for at vi får en Medport løsning.

Takket være min knivskarpe timing sad jeg klar på forreste række i ambulatoriet kl 9 til at lave denne rapport og måske blive klogere.

Fred Hersbøll indledte med velkommen og praktiske bemærkninger til de ca 80 fremmødte og så startede mødet traditionelt med Quibus vadibimus/Hvor skal vi hen du? Sprogrevsere vil mene oversættelsen mere er i retningen af “Hvor skal vi sammen gå hen”, men siden hvornår har lægelatin haft noget at gøre med rigtig latin?
Produktchef Kjeld Gandrup fra CGM fortalte om afsluttede og igangværende projekter. CGM vil hjertensgerne lave smarte features til os, men programmørtimerne opsluges ofte af ting der lige kommer ind fra siden: Aktuelt obligatoriske MedCom-projekter og nødvendige tiltag forårsaget af vores overenskomst. Den sidste måned har været fyldt med klargøring af XMOs side af de nye kronikerydelser. XMO er på plads, så nu venter vi kun på regionerne som nogle steder er på plads, andre steder ikke.
Tiden frem til 1. maj vil være fyldt med programmering så EUs dataforordning kan opfyldes fra programside. Et større arbejde, der ikke vil syne meget i XMO fra brugerside.
Lidt sjovt er der dog:

Rask skulle vi videre. Uden kaffepause (Lad det ikke gentage sig!) gik vi videre til dagens emne, nemlig paneldebat med emnet “Hvad er vigtigst? Korrekt behandling eller korrekt dokumentation?” Debatten flød livligt og hverken paneldeltagere (Ses nedenfor) eller tilhørere var meget for at stoppe til aftalt tid.

Charlotte Hjort, overlæge, enhedschef STPS Nord

Niels Ulrich Holm, IT udvalget PLO

Morten Weiss-Pedersen, regionrådsmedlem Region Syddanmark

Henrik Nedergaard, direktør for Diabetesforeningen

Som noget nyt har vi i år videooptaget forskellige workshops og paneldebatten så hele seancen kan opleves igen ved et lille klik her.

Før debatten gik i gang, lykkedes det et antal sekretærer og sygeplejersker at slippe fri og gå i Sandkassen i stedet. Sandkassen var i år bekvindet med 2 supportere fra CGM og en sekretær/superbruger fra henholdsvis Farum og Jægerspris.
Referenten vendte ved dagens afslutning forløbet med de fleste af underviserne. Et forventeligt rykind kl 940 da debatten gik i gang. Og et større forventeligt rykind kl 1145 da generalforsamlingen løb af stablen.
Mange problemer blev gennemgået flere gange. F.eks AK-behandling 3 gange i træk. Giver helt klart idéer om at have en storskærm til undervisning i udvalgte emner. Deltagerne kunne indsende undervisningsønsker i forvejen og så kunne man placere en eller flere seancer i de travle perioder så både fælles- og individuel vejledning blev bedre tilgodeset.
Sandkassen er også et mødested hvor erfaringer udveksles mellem alle. Supporterne fik også et par fif med på vejen.
Efter veloverstået middag var Sandkassen stort set tom. Måske grundet lidt uklar annoncering. Måske grundet større interesse for de forskellige workshops.

Efter paneldebatten afvikledes XMO BRUGERFORENINGS generalforsamling med 32 deltagere. Sjældent har jeg oplevet så sløv en forsamling. Punkt efter punkt blev afsluttet med kun få spredte bemærkninger fra salen.
Vældig positivt var at bestyrelsen nu får et nyt medlem og samtidig fortsat har en meget aktiv suppleant og en lidt mindre aktiv suppleant.

Middagen var som vanligt en større buffet hvor man kunne spise sig mæt med stor variation uanset om man var vegetar, kødæder eller kun til fisk og kage.

Efter overstået middag var der meget forskellig søgning til de forskellige workshops. Tips og tricks ved Ole Klitgaard og Søren Krikau var velbesøgt og med god grund programsat to gange.

Jeg gik efter Workshop1, Lab tilbagesvar med glæde. Det var der også rigtig mange andre der gjorde. Ib Johansen fra MedCom er altid underholdende. Nu går der rygter om at han snart holder op og han stillede da også op sammen med sin afløser.

Da der ikke var flere stole, fortrak jeg til dagens uden tvivl mindst besøgte Workshop2: Den røde postkasse/forslagskasse bestyret af Kjeld Gandrup fra CGM og Eva Henriksen fra bestyrelsen.
Mens stolene stille og roligt forsvandt ind i det tilstødende lokale, kom vi igennem mange hjørner i XMO, fik mange forklaringer på hvorfor tingene er som det er og fik også samlet en del konstruktive forbedringsforslag. Som altid var noget faktisk lige om hjørnet og på vej. Andet vendt og drejet i 10 år (læs f.eks tidsbestillingen) uden at komme nogen steder.

Som vanligt kneb det med at afslutte workshops og med det lidt sparsomme kaffe osv indtag i dagens løb, gik der også nogen tid før lokalerne var fyldt op til anden runde.

Her valgte jeg Workshop 4: KOL forløbsplaner. Et projekt der har været undervejs i et årstid og nu er i test i ca 20 klinikker for at blive udbredt til alverden inden for de næste 2 måneder. Forløbsplanerne har i den grad taget form fra efterårets hårrejsende versioner. Ingen tvivl om at de bliver et uhyre brugbart værktøj til vores sygeplejersker når de nu i varierende grad overtager årskontrollerne af vores KOL-patienter.
Diabetes forløbsplanerne kommer til efteråret. Vi blev præsenteret for et lidt mindre færdigt produkt, men konceptet er tilsvarende og forløbsplanerne for diabetes vil uden tvivl blive lige så centrale for kontrol og årskontrol.

Workshop 5, EUs dataforordning blev traditionelt varetaget af direktør Michael Hein fra CGM. Det er lige om lidt (1.maj 2018) bøderne begynder at falde i en lind strøm hvis vores datasikkerhed ikke er gennemtænkt.

Den afsluttende seance, Skyd på bestyrelsen og CGM, har tidligere været særdeles livlig. Det var den ikke i år. Lige så tam en forestilling som generalforsamlingen.

Og så var det kun at sætte kursen østpå igen.

Tak til alle deltagere, debattører, undervisere og planlæggere for et godt møde.

Vi ses igen til næste år.

Udsigten fra mit vindue (Næsten):