Skribentens dagbog (Møder 2. og 3. februar 2017)
2017-02-13
eller med mere beskrivende ord
Prosaversion af bestyrelsesmøde i XMO Brugerforening 2. februar 2017 og fællesmøde med CGM 3. februar
Officielle referater andetsteds
2. februar
Skribenten indledte med en begivenhedsløs togtur fra Høje Tåstrup til Århus Hovedbanegård. God tid, fornuftigt vejr så foreningen slap med en busbillet (Faktisk gjaldt togbilletten hele vejen) fra hovedbanen til Sabro Kro.
Resten af deltagerne, dvs Eva Schandorf, Heidi Mühlbrandt, Fred Hersbøll og Eva Henriksen ankom lidt efter lidt. Fred tabte kampen om at komme af færgen og nåede ikke baren, men måtte gå direkte til middag.
Formand John Rosenberg havde meldt afbud. Mente at det var vigtigere at studere lægesystemer på New Zealand sammen med sin familie i et par måneder. Nå, vi prioriterer jo forskelligt.
Efter veloverstået middag gik vi til møde. Masser af punkter på dagsordenen, masser af tangenter at bevæge sig ud af, men med god styring fra dirigenterne lykkedes det faktisk at være forbavsende effektive.
Tangenter var der selvfølgelig. Her et forsøg på at gruppere hovedpunkterne, ikke nødvendigvis i kronologisk orden.
Siden sidst: De fleste bestyrelsesmedlemmer holdt en workshop i formandens lokaler først i december sammen med Morten Andersen og Kjeld Gandrup fra CGM. Hvad der skete kan læses i et forsinket referat her.
Arbejdet med lab.tilbagesvar er fortsat. Nytilkommet er “Slack”, et mailsystem hovedsagligt brugt til at indberette fejl når der kommer nye versioner af XMO. Flittigt benyttet af nogle af bestyrelsesmedlemmerne. Godt værktøj. Skaber en hurtig dialog.
Lab. tilbagesvar er i skrivende stund hos de fleste brugere. “Problemet” er at laboratorierne ikke er begyndt at give tilbagesvar så det er svært at forholde sig til. Det kommer. Og så savner vi en bedre manual end den CGM har lavet.
Alt i alt her der været en del dialog med CGM hen ad vejen. Møder med udveksling af idéer og tilretning af CGMs løsninger så de kan bruges af læger har vi oplevet som overordentligt positivt og givende. (Hvis i synes lab.tilbagesvar er bøvlet, så skulle i have set første udgave.)
Kasserer Eva Henriksen har sammen med sin bogholder sendt kontingentopkrævninger ud. For første gang i foreningens historie pr. mail. Ikke ganske gnidningsløst. En årsag er at mange er registreret i brugerforeningens kartotek med en privat mail, ikke med en klinikmail. Dette har skabt livlig kommunikation med læger der er ophørt med at praktisere i flere år, men kontingent er betalt da opkrævningen er fremsendt pr. post til klinikken og blot betalt. Læger der undrer sig over hvad det mon er en forening som de aldrig har hørt om.
Slutresultatet har været mange udmeldinger, mange på grund af ophør i praksis, mange uden begrundelse. Men i skrivende stund (11.februar) med fuldt opdateret medlemskartotek er der stadig 540 medlemmer.
Kassereren og også sammen med bogholder og revisor fået regnskabet for 2015 (Rigtigt 2015. Skribenten var ikke velegnet som kasserer) færdigt og 2016 er lige om hjørnet og bliver klart til generalforsamlingen 10. marts. Husk tilmelding til årsmødet samme dag, der er ledige pladser.
Økonomien har det i øvrigt godt trods dalende medlemstal. Og bestyrelsesmedlemmerne skal sørge for at kassereren får regningerne senest d. 15 i kvartalernes sidste måned.
Årsmødet nærmer sig, fredag 10. marts for at være helt præcis.
Med ny bogholder og revisor og “sponsorindtægt” fra CGM er det ganske klart: XMO Brugerforening skal momsregistreres.
For at undgå beskatning skal midlerne fra CGM bruges først. Medlemskontingenterne derefter. Endvidere skal foreningens midler ved en lukning tilfalde et navngivent velgørende formål.
Det betyder at foreningens vedtægter skal ændres. Forslag hertil vil blive fremlagt på en ekstraordinær generalforsamling der afholdes umiddelbart før den almindelige generalforsamling.
Der var mange gode forslag til hvem der skulle betænkes. Men Læger uden grænser vil blive bestyrelsens forslag.
Ved årsmødet vælges også ny bestyrelse. John Rosenberg og Heidi Mühlbrandt er på valg. Begge har tilkendegivet at de gerne vil fortsætte. Suppleant Eva Schandorff vil også gerne fortsætte. Så vi mangler blot at høre Peter Bo Bystrup om han vil være med eller gerne vil overlade suppleantposten til en anden.
Ofte har det været vanskeligt blot at fylde bestyrelsesposterne op, men det er det altså ikke i år. Dejligt. Men interesserer du dig for dit lægeprogram og vil gerne være med til at gøre det bedre så lad høre fra dig. Der kan hurtigt blive brug for aktive folk.
Og så blev klokken 0.28. Fortsættelse følger i morgen i dag.
Mvh
Tyge Fogh